TRECO udvider produktionen

Vi udvider en af vores produktionsbygninger med 3.000 kvm.

Enorm efterspørgsel fra nationale og internationale virksomheder betyder, at TRECO endnu en gang udvider produktionen. Denne gang med 3.000 kvm.

Med udvidelsen er vores samlede produktionsareal dermed oppe på 14.000 kvm fordelt på to produktionsbygninger.

Udvidelsen kommer især som følge af den store interesse for vores koncept om dedikeret produktion.

– Vores langsigtede strategi er at øge volumen på dedikeret produktion. Så det er selvfølgelig fantastisk, at vi allerede efter halvandet år med konceptet må udvide igen, fortæller adm. direktør Preben Pedersen.

Dedikeret produktion

Vi startede konceptet i 2017, hvor vi investerede i en produktionsbygning på 4.000 kvm. Her har vi oprettet dedikeret produktion til nogle af vores kunder.

Denne løsning giver TRECO den nødvendige kapacitet til at håndtere en stor og omfattende produktion.

– Med dedikeret produktion får kunden sit eget produktions-setup, hvor vores medarbejdere kun fokuserer på den specifikke kundes produktion, forklarer Preben Pedersen og fortsætter:

– Det gør os skalerbare, og der skiller vi os ud fra lignende virksomheder.

Koncept med enormt potentiale

En af vores nuværende kunder med denne løsning er den største kunde, TRECO nogensinde har haft.

– Når folk hører, vi kan håndtere så stor en kunde, så hjælper det os selvfølgelig med at overbevise potentielle kunder om, at vi er en effektiv produktionspartner, siger Preben Pedersen.

At gøre en kunde i den størrelse tilfreds har en positiv effekt på hele vores virksomhed.

– Vores håndtering af denne kunde har hjulpet os med at få nye kunder, og vi har nye kunder i pipelinen, der ønsker en lignende løsning.

Vores største kunde har været så tilfreds med denne løsning, at de endnu en gang øger ordremængden. Den væsentligt større ordreindgang betyder, at en udvidelse igen var nødvendig.

– At de øger ordremængden så meget, er et kæmpe skulderklap. Det understreger blot, at konceptet med dedikeret produktion har enormt potentiale, siger Preben Pedersen.

Flere investeringer

I forbindelse med udvidelsen af vores produktionsareal til dedikeret produktion har vi foretaget flere investeringer.

I maskinhallen har vi investeret i to nye Valk-robotsvejsere og en ekstra kantpresser.

Vores interne transport er optimeret med en pallerobot, og en ekstra port er installeret for at optimere varemodtagelse og vareforsendelse.

Disse investeringer skal sikre, at vi fortsat overholder vores høje produktkvalitet og leveringsperformance trods en markant større ordreindgang.

Fleksibilitet forbliver intakt

Dedikeret produktion foregår i en separat produktionsbygning, så denne type produktion er adskilt fra resten af produktionen.

Dermed undgår vi, at en stor produktion fjerner fokus fra vores andre kunder. På den måde sikrer vi, at TRECO er en effektiv produktionspartner for alle kunder.

Vores mission er at være en fleksibel samarbejdspartner, og det opnår vi ved at opdele produktionen på denne måde, forklarer Preben Pedersen og uddyber:

– Alle kunder er vigtige, og det er vores opgave at få vores kunder til at føle, at de er i trygge hænder med TRECO som produktionspartner.